Jeg har haft fri 2 dage, fri hvor andre er på arbejde for første gang siden i sommer ... det har været skønt, og det ER skønt at vågne op og vide, at jeg har endnu to fulde dage.

Torsdag ordnede jeg ting, der har samlet sig op, og igår gik jeg igang med et frivilligt projekt med en veninde. Det er jo faktisk bare det samme som arbejde, men det er sjovt og dejligt at lave noget lidt anderledes end 'pure corporate'.

Men når der sådan bliver bare en anelse luft, så kommer det tilbage. I nat drømte jeg om J hele natten. I drømmen var han blevet ældre. Havde fået poser under øjnene, længere skæg... Han forklarede mig, at livet går videre, og at de har det fint. Jeg vågner og jeg græder. Jeg savner ham sgu. Det er mærkeligt er det. Jeg ville ønske jeg kunne blive forelsket igen, så jeg ikke sad tilbage med sådan en håbløs fornemmelse af, at livet er levet og intet nogensinde bliver det ... fyldigt.... igen. Hvorfor gik jeg ikke dette igennem, da jeg var teenager. Det havde været sundere.

Føler mig tom og ensom. Og det er sådan en gang fis. Jeg har sovet hos søster, som havde besøg af kærestens søskende også i onsdags. Og jeg nød at holde ferie hos hende torsdag formiddag. Torsdag aften lavede jeg mad til homopigerne og senere kom veninden jeg laver projekt med. Hun sov torsdag til fredag, fredag arbejdede vi og hun sov her så igen i aftes (lige i overkanten med nærhed for mig, men hun er sjov og hyggelig). Hvis jeg føler mig ensom, er det ensom blandt folk....

En veninde skulle have været på besøg nu, men har tømmermænd. Jeg har holdt mig sober denne weekend (indtil videre i hvert fald), og straks føler jeg mit liv går forbi mig.

Hvor ville jeg dog ønske at jeg kunne skrue mit hovede af at stille det på hylden engang imellem.